OM OS
Vi startede Vin For Dig i 2014. Det hele begyndte med en snak over en golfrunde og en fælles interesse for vin – og der var faktisk ikke langt fra snak til handling. Vi var to 21-årige knægte uden den store erfaring med at drive webshop, men med masser af gåpåmod og lyst til at lære. I september 2014 åbnede vi vores webshop.
Den første tid var ærligt talt lidt op ad bakke. Ofte fordi vi var unge, og troværdigheden ikke altid var den største. Derfor valgte vi i foråret 2015 at gøre det, vi troede mest på: at møde folk i øjenhøjde. Den 16. april 2015 åbnede vi Vin For Dig i Brørup – vores hjemby.
Siden da er det gået stærkt. Butikken er vokset, og vi har faktisk været nødt til at flytte til større lokaler flere gange undervejs. Vi har løbende udvidet og forfinet vores koncept, men grundidéen er den samme som fra starten: gourmet i øjenhøjde og gode tilbud, man rent faktisk har lyst til at tage med hjem.
I dag er Vin For Dig både vinbutik i Brørup, tapasproduktion og webshop. Vi arbejder hver dag på at finde gode vine, skarpe tilbud og produkter, vi selv har lyst til at tage med hjem – uanset om det er til hverdagen, weekenden eller den store fest.
Marco er udlært tømrer og er den af os, der holder det kølige overblik, tænker rationelt og finder de smarte løsninger i hverdagen. Han går meget op i cykling og har ud over vin en stor interesse for italiensk, fransk og spansk gourmet. Vinmæssigt har han en forkærlighed for de kraftigere vine med masser af tannin og karakter – især Nebbiolo-vine og klassikere fra Rhône.
Jeg, Mathias, har en akademiuddannelse i retail management og arbejder primært med det kreative, indkøb og markedsføring. Idéerne kan godt blive lidt vilde af og til, og derfor fungerer det godt, at vi er to, der supplerer hinanden.
Vi har ikke planer om at stoppe. Vi vil blive ved med at udvikle os, finde nye varer og lave gode tilbud. For os er nyheder med til at holde forretningen levende – og det er det, der gør det sjovt både for os og for jer, der kigger forbi.
Velkommen hos Vin For Dig.
